Valg af badmintonklub – 8 gode råd

At vælge en badmintonklub kan mange have svært ved. For hvordan finder man den klub, der passer bedst til en, og hvilke emner skal man kigge på for at være sikker på, at det er den rette badmintonklub? I dette indlæg får du 8 råd til dit valg af badmintonklub.

1. Beliggenhed

Skal badmintonklubben ligge tæt på dit hjem, dit arbejde/studie eller gør det ikke noget, at du skal bruge længere tid på transport, hvis der er andre ting, der trækker op eller er vigtigere for dig? Måske vil du gerne køre længere, hvis træningen og sammenholdet er bedre end, hvad du kan finde tættere på.

2. Sammenhold og sociale arrangementer

Nogle klubber har træninger på tværs af holdene og træninger, der overlapper andre hold. Ved at kende flere spillere i klubben end dem på sit eget hold, kan det være med til at styrke sammenholdet i klubben og øge glæden ved at træne. Sociale arrangementer er også med til at øge sammenholdet i klubben. Mange klubber har julefrokoster, tøsehygge, mandehørm og lignende arrangementer, der gør det muligt at få bekendtskaber fra de andre hold.

3. Træningstider

Træningstiderne skal selvfølgelig passe i din hverdag og dine ambitioner. Det er forskelligt, hvor mange træningstimer og træningsdage de forskellige badmintonklubber kan tilbyde. Hvis der er flere hold i klubben, kan det være en god idé at afstemme med træneren og klubben, hvilket hold du skal på, og hvor mange gange om ugen, du ønsker at spille badminton.

Hvis ikke klubben kan tilbyde dig nok træningstimer, er det muligt at få personlig træning her.

4. Træneren

En god træner er med til at danne rammerne for din træning. Der findes mange gode trænere, der har hver deres fokusområder og træningsfilosofi. På klubbernes hjemmesider kan du ofte se en beskrivelse af træneren og hvor lang tid, han/hun har været i klubben.

5. Udviklingsmuligheder

Det hold du træner på, og den holdturnering du deltager i kan give et indtryk af dine udviklingsmuligheder i klubben. Hvis du f. eks. er på et af klubbens prioriterede træningshold med mange træningstimer og førsteholdet i klubbens holdturnering, bliver du højst sandsynligt tilgodeset til den daglige træning. Det giver gode muligheder for at udvikle sig. Dermed sagt betyder det ikke, at hvis man er på klubbens andethold, så bliver man overset. Her er kan man have en indre motivation for at spille sig på førsteholdet og dermed have lyst til at træne hårdt.

6. Fremmøde til træning

Et godt og stort fremmøde til træningen giver gode muligheder for sparring og variation af modstandere. Selvom der er mange spillere tilmeldt holdet, nytter det ikke noget, hvis ingen møder op til træningen. 

7. Tilskud og kontingent

Mange klubber giver tilskud til stævner og turneringer. Derfor kan det være en god idé at undersøge, om din ønskede klub tilbyder dette, hvis du spiller mange turneringer. Derudover kan der være stor forskel i det årlige kontingent, indmeldelsesgebyr, boldpenge mm., der kan have indflydelse på dit valg af badmintonklub.

8. Prøvetræning

Når du har søgt information på klubbens hjemmeside og skrevet til klubben, er næste skridt at komme til en prøvetræning. Det er den bedste måde at få et indtryk af klubben, fremmødet og sammenholdet til træningen.

På badmintonplayer.dk kan du finde en liste over de danske badmintonklubber.

Skriv en kommentar